Først og fremmest forankring

- Jonas Bach glæder sig til at følge den forhåbentligt positive udvikling i Trige.
Jonas Bach
Beboerhuset Oasen
Trige Centervej 26A
8380 Trige
Telefon 8623 1664
E-mail: jonas@trigeparken.dk
I forbindelse med helhedsplanen for Trigeparken blev Jonas Bach i foråret ansat som projektmedarbejder. Han blev færdig som antropolog i 2008 og har efterfølgende været omkring Moesgaard Museum, hvor han var med til at udarbejde tilbud til folkeskolerne. Men nu er det altså forstaden Trige, det gælder! Jonas har svaret på 3 hurtige om, hvilke forestillinger han gør sig om sit (halv)nye job.
Hvorfor fik du lyst til at søge stillingen som projektmedarbejder i Trige?
Jeg er optaget af kultur, socialt udsatte og frivillige – alle tre elementer har jeg berøring med i Trige. Jeg har et stort socialt engagement, faktisk er det en del af min opvækst at have en interesse for svagere grupper i samfundet. Sådan har det altid været i min familie. Arbejdet på Moesgaard var spændende, men også lidt statisk, jeg vil gerne ud og arbejde med mennesker – ud i virkeligheden, og det er jeg kommet nu.
Hvad er du mest glad for i dit job?
At helhedsplansprojekterne så småt er kommet i gang. Kulturambassadørerne har vi taget de indledende spadestik til her efter sommerferien, det bliver spændende at følge. Børnekulturfestivalen ruller i disse dage og uger. Det er et stort projekt, som kommer til at løbe gennem året, og som bliver et krydsfelt mellem mange aktører. Det er et stort arbejde at trække alle aktørerne i gang, men det kræver deres deltagelse for, at børnekulturfestivalen bliver en succes. Tidsperspektivet i helhedsplanen er også et plus – jeg vil forhåbentlig, mens jeg er her, komme til at se, at tingene udvikler sig i en positiv retning, at vores arbejde har en positiv effekt. Udførelsen af helhedsplanen er nemlig vigtig og af stor betydning.
Hvor ligger de største udfordringer de kommende tre år?
At få mobiliseret flere frivillige, det er af stor betydning for helhedsplanens succes. De frivillige, vi er i kontakt med i dag, kan ikke løfte det hele, så vi skal gerne have fat i mange flere også for at sikre, at projekterne ikke dør, når vi er væk. Forankring i lokalområdet er alfa omega – at beboerne føler ejerskab.
