Organiseret leg og multibaner

Foto: Gitte Lauritsen © foto-arkiv.dk

Sporttrack uddanner i samarbejde med projektet Underground lokale unge mellem 17 og 20 år til multibaneinstruktører. Multibaneinstruktørerne skal i juni måned igangsætte positive fritidsaktiviteter for beboerne i de almene boligområder.

Ideen til multibane-instruktør-uddannelsen udspringer af Sporttracks lederuddannelse for unge, som mere end 200 århusianske unge har deltaget på inden for de seneste to år.

”Sporttrack har uddannet en lang række unge ledere, som gerne vil videre med deres frivillige arbejde, og som ønsker at være med til at igangsætte aktiviteter i deres eget lokalområde. Derfor har vi valgt at støtte dem ved at oprette denne videreuddannelse”, fortæller Birna Ballisager.

Hun understreger samtidigt, at alle unge inden for aldersgruppen med interesse for frivilligt arbejde og idræt er velkomne.

Målet med uddannelsen er, at de unge instruktører bliver i stand til at igangsætte spil, som eksempelvis fodbold, håndbold og basketball, ligesom de også skal kunne undervise i en række sjove friluftslege.

Aktiviteter for alle
"Det er først og fremmest børn og unge i alderen 12-16 år, der skal have glæde af det øgede aktivitetsniveau. Ofte er det denne målgruppe, der mangler noget at lave, når de kommer hjem fra skole om eftermiddagen. Alle beboere er dog som udgangspunkt velkomne til at deltage i de aktiviteter, der bliver lavet", siger Birna Ballisager og fortsætter, ”håbet på lidt længere sigt er, at vi gennem multibaneaktiviteterne kan introducere de deltagende børn og unge til det lokale, organiserede århusianske foreningsliv og dermed give dem et større udbud af aktiviteter den vej rundt”.

Sporttrack og Underground vil i løbet af kort tid både præsentere et uddannelsesprogram, hvor interesserede kan læse mere, samt en plan over aktiviteter i juni måned på projekternes hjemmesider på www.sporttrack.dk og www.underground.dk.

 

Sporttrack

Sporttrack opererer som et bydækkende projekt i forskellige boligområder på tværs af byen. Sporttrack har til formål at uddanne flere frivillige trænere og foreningsledere i de udsatte boligområder i Århus. Herudover rummer projektet et antal medborgerkurser med fokus på formidling af centrale elementer i det danske foreningsliv, særligt til beboere med anden etnisk baggrund end dansk.

 

Sporttrack er et samarbejde mellem DGI, Idrætssamvirket, Århus Kommune (Kultur & Fritid) og Det Boligsociale Fællessekretariat.
Er du interesseret i projektet, er du velkommen til at kontakte Fællessekretariatet på tlf. 8734 0002 eller mette@fs-bydele.dk

Du kan læse mere på Sporttrack's hjemmeside.


Birna Ballisager
er projektleder på Sporttrack. Birna er 37 år, kandidat i idræt, tidligere professionel basketball-spiller samt træner og underviser i idræt.


Kontakt
Birna Ballisager
Tlf. 2927 3888
Mail: birna@sporttrack.dk

Projektets målgruppe

Projektet henvender sig til unge nydanskere af begge køn i alderen 14-30 år. Langt størstedelen af disse unge bor i de såkaldte udsatte boligområder i Århus – bl.a. Herredsvang, Gellerup/Toveshøj, Frydenlund, Rosenhøj, Viby, Trige og Lystrup.
Dernæst henvender projektet sig til børn, unge og andre, der går til idrætsaktiviteter i de udsatte boligområder.

Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.